ENGLISH
DEUTSCH
FRANCAISE
DANSK
FØROYSKT
SMIRIL - SMYRIL
The southernmost island of the Faroe Islands – Suduroy – lies relatively far away from the other islands, and in former times it was quite isolated, as communication, which had to take place by open boat across dangerous waters, was difficult. Not least the postal service was particularly irregular. As trade flourished on the Faroes in the second half of the 19th century in connection with the abolition of the royal monopoly and the introduction of free trade, a great need for a more regular cargo, passenger and postal link between the islands arose. On Suduroy in particular, sea-fishing and dried cod production were expanded, and the village of Tvøroyri became the focal point of the new economic development which would change Faroese society. It was also from here that the initiative to establish a small regular service between the islands was taken.
SMIRIL I
In 1895 the J. Mortensen trading company in Tvøroyri had a small steamer built at Kochum Mekaniska Verkstad AB in Malmö, Sweden. The ship, which was given the name ‘Smiril’, was put into service in January 1896.
As the ship had to serve almost all of the villages on the islands, there was, of course, several days between departures. It was only possible for the steamer to come alongside the quay in a few places – in most places the ship had to remain at anchor while cargo and passengers were taken ashore by small ferryboats, a slow and difficult process. But this was, however, a great change – not last for the postal service. In 1917 the public authorities took over ‘Smiril’. All four ships which have carried the name ‘Smiril’ have since belonged to the public authorities. Smiril is the Faroese name for the small bird of prey, the merlin.
SMIRIL II
In 1931 the Faroese Representative Council, the ‘Lagting’, had a new ‘Smiril’ built in Frederikshavn, Denmark. This ‘Smiril’ No. 2 was larger and more comfortable for the passengers – there was a saloon and smoking saloon with real sofas and soft armchairs, and even cabins with berths. At that time several new services had been established between the many Faroese villages, and in several places small quays had been built. These services were taken care of by other ships. As this beautiful new ship called at the large trading centres in particular, e.g. Vestmanna, Midvágur, Nólsoy, Klaksvik and the villages on the eastern side of Eysturoy, there was time enough to provide a more regular service to Suduroy via Skálavik on Sandoy.
SMYRIL III
The third ‘Smyril’ was built at the shipyard in Tórshavn in 1967 (as a result of a spelling reform, the spelling changed from Smiril to Smyril). With this high-speed motorship, which was extremely seaworthy and stable, in contrast to the severe pitching and rolling of its predecessor, the sailing time from Tórshavn to Suduroy was reduced to three hours from the four hours it had previously taken. The ship, which could carry 300 passengers, could fulfil all requirements on the service between Tórshavn, Suduroy and Klaksvik. But in the late 1960s and in the 1970s, the infrastructure on the Faroe Islands was greatly extended – roads, tunnels, dams and bridges were built, and new ports were established. Motoring was also progressing, and the need arose for a real ferry which could carry cars.
SMYRIL IV
In 1975 the public shipping company – Strandfaraskip Landsins – decided to buy a 6-year-old car ferry from the Danish Molslinjen shipping company. It was renamed ‘Smyril’ and was put into service on the same service as its predecessor. With this large sea-going ship, which is equipped with stabilisers, the service to Suduroy was reduced to two hours. Now people from Suduroy could get to Tórshavn and back again on the same day.
SMIRIL - SMYRIL
Die südlichste der Färöer-Inseln, Suðuroy, liegt verhältnismäßig weit von den anderen Inseln entfernt und war in früheren Tagen ziemlich isoliert, da die Verbindung, die mit offenen Booten über ein gefährliches Fahrwasser aufrechterhalten werden mußte, sehr mühsam war. Nicht zuletzt die Postverbindung war besonders unregelmäßig. Als der Handel auf den Färöern in der zweiten Hälfte des 19. Jahrhunderts aufblühte, weil das königliche Handelsmonopol abgeschafft und der Freihandel eingeführt wurde, entstand ein großer Bedarf für eine regelmäßigere Güter-, Passagier- und Postverbindung zwischen den Inseln. Besonders auf Suðuroy wurde die Fischerei und die Stockfischproduktion erweitert, und der Ort Tvøroyri wurde das Zentrum der neuen wirtschaftlichen Entwicklung, die die färöische Gesellschaft verändern sollte. Von hier kam auch die Anregung, eine Linienverbindung zwischen den Inseln einzurichten.
SMIRIL I
1895 ließ die Handelsgesellschaft J. Mortensen aus Tvøroyri von der Kochum Mekaniska Verkstad AB in Malmö, Schweden ein kleines Dampfschiff bauen. Das Schiff, das den Namen ‚Smiril’ erhielt, nahm im Januar 1896 die Linienschiffahrt auf. Da das Schiff beinahe alle Orte auf den Inseln anlaufen sollte, lagen natürlich mehrere Tage zwischen den Abfahrten. Nur in wenigen Orte konnte der Dampfer am Kai anlegen. Das Schiff mußte meist vor Anker liegen, während Güter und Passagiere mit kleinen Fährbooten an Land gesetzt wurden - ein langsames und mühseliges Unterfangen. Aber dies war trotzdem eine große Umwälzung, nicht zuletzt für die Postverbindung. 1917 übernahm die öffentliche Hand die ‚Smiril’. Alle vier Linienschiffe, die den Namen ‚Smiril’ trugen, waren seitdem in staatlichem Besitz. Smiril ist der färöische Name für den Zwergfalken, einen kleinen Raubvogel.
SMIRIL II
1931 ließ das färöische Parlament Lagting eine neue ‚Smiril’ in Frederikshavn bauen. Diese ‚Smiril’ Nr. 2 war größer und komfortabler für die Passagiere - es gab einen Salon und einen Rauchsalon mit richtigen Sofas und weichen Sesseln und sogar Kabinen mit Betten. Zu diesem Zeitpunkt waren bereits mehrere neue Linien zwischen den vielen färöischen Orten eingerichtet und an mehreren Orten kleine Kaianlagen gebaut worden. Diese Linien wurden von anderen Schiffen versorgt. Da dieses hübsche neue Schiff besonders die größeren Handelsorte anlief, z.B. Vestmanna, Miðvágur, Nólsoy, Klaksvík und die Orte auf der Ostseite von Esturoy, blieb mehr Zeit für eine regelmäßigere Verbindung nach Suðuroy über Skálavík auf Sandoy.
SMYRIL III
Die dritte ‚Smyril’ wurde 1967 auf der Schiffswerft in Tórshavn gebaut (infolge der Rechtschreibreform änderte sich die Schreibweise von Smiril in Smyril). Mit diesem schnellen Motorschiff, das besonders seetüchtig und ruhig war im Gegensatz zu seinem stark schwankenden und schaukelnden Vorgänger, wurde die Fahrzeit von Tórshavn nach Suðuroy von vier auf drei Stunden verkürzt. Das Schiff, auf dem 300 Passagiere Platz fanden, konnte auf der Linie zwischen Tórshavn, Suðuroy und Klaksvík alle Bedürfnisse erfüllen. Ende der sechziger Jahre und in den Siebzigern wurde die Infrastruktur auf den Färöern jedoch stark ausgebaut - es wurden Straßen, Tunnels, Dämme und Brücken gebaut und neue Häfen angelegt. Der Autoverkehr war ebenfalls auf dem Vormarsch, und es wurde eine richtige Fähre gebraucht, die Autos transportieren konnte.
SMYRIL IV
1975 beschloß die staatliche Reederei Strandfaraskip Landsins, eine sechs Jahre alte Autofähre von der dänischen Reederei Molslinjen zu kaufen. Sie erhielt den Namen ‚Smyril’ und wurde auf derselben Linie eingesetzt wie ihre Vorgängerin. Mit dem großen hochseetüchtigen Schiff, das mit Stabilisatoren ausgestattet ist, verkürzte sich die Fahrt nach Suðuroy auf zwei Stunden. Jetzt konnten Personen aus Suðuroy an einem Tag nach Tórshavn und wieder zurückfahren.
SMIRIL - SMYRIL
Située à l’extrême Sud de Féroé, Suðuroy est très éloignée des autres îles de l’archipel. Elle était autrefois très isolée, la seule liaison possible étant une dangereuse traversée en bateau ouvert – la liaison postale était notamment très irrégulière. Au milieu du 19ème siècle, l’abolition du monopole royal et l’instauration du libre échange favorisent l’essor commercial des Îles Féroé. Une liaison régulière entre les différentes îles pour assurer le transport des marchandises, des passagers et du courrier devient alors vitale. Sur l’île de Suðuroy, la pêche en mer et la production de morue salée prennent de l’ampleur et le village de Tvøroyri devient le centre du nouveau développement économique que connaît alors la société féroïenne. L’initiative de la création d’une liaison régulière entre les îles émane justement de ce village.
SMIRIL I
En 1895, l’établissement commercial ’A/S J. Mortensens Eftf.’ à Tvøroyri, confie au chantier naval ’Kochum Mekaniska Verkstad AB’ à Malmø en Suède la tâche de construire un petit paquebot à vapeur. Baptisé SMIRIL, il est mis en service en janvier 1896.
Censé desservir presque tous les villages de l’archipel, le bateau ne pouvait pas assurer une liaison quotidienne. Rarement en mesure d’accoster, il jetait l’ancre pour permettre aux marchandises et aux passagers d’atteindre à la côte en bachot. Ce processus était très long et très complexe, mais l’instauration de cette route maritime a révolutionné la vie des Îles Féroé, notamment en ce qui concerne le service postal. Les quatre paquebots qui se sont succédés, également baptisés SMIRIL, ont tous fait partie du patrimoine des services publics. ’Smiril’ est le nom féroïen d’un petit oiseau prédateur : l’émerillon.
SMIRIL II
En 1931, l’Assemblée du territoire féroïen décide de construire un nouveau SMIRIL au chantier naval Frederikshavn au Danemark. Le SMIRIL 2 est plus spacieux et plus confortable que le premier. Les passagers peuvent y découvrir un salon et un fumoir dotés de véritables canapés et fauteuils feutrés, ainsi que des cabines avec couchettes. A cette époque, d’autres bateaux accostent les nouveaux petits quais aménagés pour les recevoir dans un grand nombre de villages féroïens. Le SMIRIL reliait les principaux centres du commerce de l’archipel, notamment Vestmanna, Miðvágur, Nólsoy, Klaksvík et les villages situés sur la côte est d’Eysturoy, il était alors aisé de consacrer du temps pour assurer une liaison plus régulière avec Suðuroy, via Skálavík sur l’île de Sandoy.
SMYRIL III
En 1967, on construit le troisième SMYRIL sur le chantier naval de Tórshavn (suite à une réforme de l’orthographie, Smiril devenait Smyril). Doté d’un moteur, ce nouveau bateau est très rapide et stable en mer, contrairement à son prédécesseur sur lequel on subissait un tangage et un roulis considérables. Avec lui, le temps nécessaire à la traversée entre Tórshavn et Suðuroy passe de 4 à 3 heures. Ses 300 passagers trouvent à son bord un confort propre à satisfaire tous leurs besoins sur le trajet du triangle Tórshavn, Suðuroy et Klaksvík. L’infrastructure des Îles Féroé connaît un développement notable dès la fin des années 1960 et durant les années 1970. On y construit des routes, des tunnels, des digues, des ponts et de nouveaux ports. La circulation routière prend de l’ampleur et rend inévitable l’instauration d’une liaison par ferry capable d’assurer le transport des voitures.
SMYRIL IV
En 1975, l’armateur public ‘Strandfaraskip Landsins’ décide d’acquérir un ferry pour voiture, vieux de 6 ans, auprès de la société armateur danoise ‘Molslinjen’. On le baptise SMYRIL et il succède au précédent. Equipé d’un stabilisateur, ce nouveau bateau permet de réduire à 2 heures le trajet vers Suðuroy. Les voyageurs peuvent enfin faire l’aller/retour Suðuroy - Tórshavn en une journée.
SMIRIL - SMYRIL
Den sydligste af Færøerne - Suðuroy - ligger forholdsvis langt fra de andre øer, og i gamle dage var den ganske isoleret, da forbindelsen, der skulle foregå med åben båd over et farligt farvand, var besværlig. Ikke mindst postforbindelsen var særdeles uregelmæssig. Da handelslivet på Færøerne blomstrede op i anden halvdel af 1800-tallet i forbindelse med, at den kongelige monopolhandel blev nedlagt, og der blev indført frihandel, opstod der et stort behov for en mere regelmæssig gods-, passager- og postforbindelse imellem øerne. Især på Suðuroy blev havfiskeriet og klipfiskeproduktionen udvidet, og bygden Tvøroyri blev centrum for den nye økonomiske udvikling, der kom til at ændre det færøske samfund. Det var da også her initiativet kom til at oprette en ruteforbindelse imellem øerne.
SMIRIL I
I 1895 lod handelskompagniet A/S J. Mortensens Eftf. i Tvøroyri et lille dampskib bygge på Kochum Mekaniska Verkstad AB i Malmø, Sverige. Skibet, der fik navnet ’Smiril’, blev indsat i rute i januar 1896. Da skibet skulle betjene næsten alle af øernes bygder, var der naturligvis flere dage imellem afgangene. Kun få steder kunne denne damper lægge til kaj - skibet måtte for det meste ligge for anker, mens gods og passagerer blev færget i land med små færgebåde, en langsommelig og besværlig proces. Men dette var dog en stor omvæltning - ikke mindst for postforbindelsen. I 1917 overtog det offentlige ’Smiril’. Alle de 4 ruteskibe, der har båret navnet ’Smiril’ har siden tilhørt det offentlige.
Smiril er det færøske navn for den lille rovfugl dværgfalken.
SMIRIL II
I 1931 lod det færøske Lagting en ny ’Smiril’ bygge i Frederikshavn. Denne ’Smiril’ nr. 2 var større og mere komfortabel for passagererne - der var salon og rygesalon med rigtige sofaer og bløde lænestole, og endda kahytter med køjer. På dette tidspunkt var der oprettet flere nye ruter mellem de mange færøske bygder og flere steder var der anlagt små kajanlæg. Disse ruter blev varetaget af andre skibe. Da dette smukke nye skib især besejlede de større handelspladser, f.eks. Vestmanna, Miðvágur, Nólsoy, Klaksvík og bygderne på østsiden af Eysturoy, blev der bedre tid til en mere regelmæssig forbindelse med Suðuroy, via Skálavík på Sandoy.
SMYRIL III
Den tredje ’Smyril’ blev bygget på skibsværftet i Tórshavn i 1967 (som følge af en retskrivningsreform ændredes skrivemåden fra Smiril til Smyril). Med dette hurtiggående motorskib, der var særdeles sødygtigt og roligt, i modsætning til sin meget stærkt gyngende og rullende forgænger, mindskedes sejltiden fra Tórshavn til Suðuroy til 3 timer fra før 4 timer. Skibet, der rummede 300 passagerer, kunne imødekomme alle behov på ruten mellem Tórshavn, Suðuroy og Klaksvík. Men i slutningen af 1960’erne og i 1970’erne blev infrastrukturen på Færøerne stærkt udbygget - der blev bygget veje, tunneler, dæmninger og broer, og nye havne blev anlagt. Bilismen var også på fremmarch, og der blev behov for en rigtig færge, der kunne medbringe biler.
SMYRIL IV
I 1975 besluttede det offentlige rederi - Strandfaraskip Landsins - sig for at købe en 6 år gammel bilfærge fra det danske rederi Molslinjen (Morten Mols). Den fik navnet ’Smyril’, og blev indsat i samme rute som forgængeren. Med dette store havgående skib, der er udstyret med stabilisatorer, afkortedes sejlturen til Suðuroy til 2 timer. Nu kunne folk fra Suðuroy komme til Tórshavn og hjem igen samme dag.
SMIRIL - SMYRIL
Suðuroy er heldur fjarskotin frá hinum oyggjunum, og tí er tað skilligt, at postflutningur til og úr oynni í gomlum døgum var bæði torførur og óregluligur. Tá ið fríhandilin kom í 1856, vórðu nógvir handlar stovnaðir kring landið, og tað var tí skjótt monnum greitt, at tað kravdist eitt betri postsamband oyggjanna millum, enn tað ið var. Tosað varð aftur og fram um, hvussu hetta skuldi gerast, men tað vóru bert orð.
SMIRIL I
So tóku Mortensens menn á Tvøroyri sær um reiggj og gjørdu sáttmála við Kochum Mekaniska Verkstad Aktiebolag í Malmø um at smíða teimum eitt dampskip til innanoyggjasigling. Tað var tí ein stórhending, tá ið ’Smiril’ við froyði frá bógnum 19. desember 1895 kom inn um Høvdan og inn eftir Trongisvágsfirði á síni fyrstu ferð úr útlondum nýkomin av bakkastokki og legði at Mortensens brúgv. Hesin fyrsti ’Smirilin’ byrjaði siglingina í januar 1896, og tað var ein kollvelting í føroyska postflutninginum, tí nú komu bæði bløð, brøv og annar postur skjótari út á bygdirnar. Eftir ferðaætlanini hevði ’Smiril’ vítt at fara í innanoyggjasiglingini - hann skuldi á hvørja bygd at kalla. Í mai mánaði 1917 seldi A/S J. Mortensens Eft. ’Smiril’ til ’Færøernes Amtskommune’. Endaliga skeytið uppá hann fekk Amtskommunan í 1921, og varð hann nú skrásettur í Tórshavn.
SMIRIL II
Í 1931 lat Tingið nýggjan ’Smiril’ smíða í Frederikshavn, og hann kom til Føroya í 1932. Tá ið hann kom á Havnina, varð hann móttikin við bæði tónleiki og sangi, og fólk helt hann vera eitt ógvuliga vakurt skip og serstakliga innan við stórari salón, bleytum sofum og stólum. Eisini var ein lítil roykisalón og kahúttir niðriundir til ferðafólkið og á dekkinum til yvirmenninar. Eftir tátíðar krøvum var hetta eitt stásiligt ferðamannaskip, sum sigldi til tær stóru bygdirnar eftir fastari ferðaætlan, sum t.d. Vestmanna, Vágar og onkuntíð Mykines, Nólsoy, Klaksvík og bygdirnar á eystursíðuni á Eysturoy, Sandoy og Suðuroy. Tveir dagar eftir, at hann var komin, varð hann settur í sigling millum oyggjarnar, og sama dag fór gamli ’Smiril’ til Keypmannahavnar. Tað var við sorgblídni, at havnarfólk eygleiddu hann, har hann fór suður gjøgnum fjørðin út ímóti Borðuni. Hann hevði tá røkt siglingina millum oyggjarnar í yvir 35 ár.
SMYRIL III
Miðskeiðis í 1960-árunum samtykti løgtingið at byggja nýtt skip til Strandferðsluna, og 14. januar 1967 fór ein nýggjur ’Smyril’ av bakkastokki á Tórshavnar Skipasmiðju í Havn (sambært broytingum í rættskrivingarreglunum var stavihátturin nú broyttur frá ’Smiril’ til ’Smyril’). Hann tók væl meira av fólki enn tann, ið var undan honum, og var pláss fyri 300 ferðafólkum umborð. Hann hevði so stóran motor, at siglitíðin millum Suðuroy og Tórs-havn var bert 3 tímar, og hildu fólk, at hetta var eitt óført framstig. Hesin triðji ’Smyrilin’ hevði, í mun til teir báðar fyrru, dieselmotor. Hinir báðir fyrru høvdu dampmaskinu. Hesin ’Smyrilin’ var útgjørdur við øllum nútímans navigasjónstólum: radara, automatiskari stýring, o.s.fr. 10 kahúttirnar vóru við tilsamans 30 koyggjum miðskips til ferðafólk. Manningin var 14 og búði har afturi, skipari og yvirmenn frammi í erva. Á ovasta dekki var stór uppihaldssalón við kafeteria, á niðara dekki vóru kahúttirnar til ferðafólk og ein roykisalón tvørtur um alt skipið. Hann var eitt sera sjógott skip, og teir, ið førdu hann, høvdu bara gott at bera honum. Hann hevði einki hvalabak framman, so at fordekkið borðfyltist viðhvørt, tá ið hann fekk onkran sjógvin oman yvir seg, men var sum heild eitt róligt skip, ið bar seg væl í sjónum. ’Smyril’ varð settur í Suðuroyðarsiglingina og suðuroyingar vóru væl nøgdir við, at ferðin norður um fjørð nú einans tók 3 tímar og ikki sum áður 4. Sum nakað nýtt kundi hesin nýggi ’Smyrilin’ flyta nakrar fáar bilar millum oyggjarnar. Hann hivaði einar 4-5 niður í lastina, men tá máttu teir ikki vera ov stórir. Ein bilur varð settur á dekkið, hvørjumegin lastalúkuna og ein á sjálva lúkuna, men tað kravdi gott veður, um bilarnir ikki skuldu koma at liggja undir í sjóroki. Hesin bilflutningur vant so nógv upp á seg, at tú skuldi vera heppin at fáa bilin við, um tú ikki hevði biðið um pláss frammanundan.
SMYRIL IV
Tey, ið vildu hava bil við, tá ið tey ferðaðust millum Tórshavnar og Suðuroyar, gjørdust alsamt fleiri og skjótt var monnum greitt, at neyðugt var at útvega størri skip, ið kundi flyta nógv fleiri bilar og fólk á Suðuroyarleiðini. Tað bar á, at trongligt var umborð, og tá ið fólk og bátar skuldu flytast til tær ymsu stevnurnar kring landið, var hann mangan ov lítil. Tosað varð aftur og fram um hetta, og ymsar vóru meiningarnar, onkur vildi byggja skip, og onkur vildi keypa skip. Í 1975 var so 6 ára gamla ferjan ’Morten Mols’ keypt frá Molslinjen, og tað var eitt stórt og prýðiligt far afturímóti ”Smirlunum”, ið verið høvdu frammanundan. ’Smyril’ varð beinanvegin settur í innanoyggjasiglingina (og uttanlandssigling !), og hetta var nakað heilt nýtt fyri suðuroyingar at sleppa norður til Havnar um morgunin og suður aftur um kvøldið. Nógv varð tosað um hetta skip í fyrstuni, sum t.d. um tað var egnað til sigling í okkara sjógvi ella ikki, so flatbotnað, sum tað var. Ikki skal dyljast, at illa rullaði tað í ringum líkindum og fór nakað langt viðhvørt. Men síðani stabilisatorarnir vóru settir í ’Smyril’, er hann eitt heilt annað skip. Hann er farin mangan ringan hesi 23 árini, síðani hann kom til Føroya, og ógvuliga sjáldan hevur hann avlýst nakra ferð fyri veður. |
